Finansiel ordbog om lån

I Creditstars finansielle ordbog forklarer vi de vigtigste begreber, du kan møde, når du undersøger, sammenligner eller optager et lån i Danmark – fra ÅOP og kreditomkostninger til kreditvurdering, renter og RKI. 

 

Ordbogen giver et simpelt overblik og tager primært udgangspunkt i forbrugslån og andre lån uden sikkerhed. Du kan bruge den til at forstå økonomiske udtryk, før du sammenligner lån eller skriver under på en låneaftale.

Bemærk: Forklaringerne her er generel information og dermed ikke personlig økonomisk rådgivning.

Lånebegreber fra A til Å

Afdrag

Et afdrag er den del af din betaling, der går til at nedbringe gælden. Den ydelse, du betaler, kan bestå af både afdrag, renter og eventuelle gebyrer. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at afdragsbeløbet ofte er lavere end ydelsen.

Afdragsfrihed

Afdragsfrihed betyder, at du i en aftalt periode ikke betaler af på selve lånet. Du kan dog stadig skulle betale renter og eventuelle gebyrer. Sådan en aftale indgås typisk i forbindelse med realkreditlån og boliglån, og tilbydes normalt ikke til lån uden sikkerhed.

Amortiseringsplan

En amortiseringsplan viser, hvordan et lån forventes at blive betalt tilbage over tid. Den kan blandt andet vise de enkelte betalinger, renter, afdrag og den resterende gæld. 

Annuitetslån

Et annuitetslån er et lån, hvor de regelmæssige ydelser som udgangspunkt er lige store, hvis renten er fast. Det vil sige, at du fra starten ved præcist, hvor meget du skal have på kontoen hver måned under hele lånets løbetid. I starten går det meste af ydelsen til renter, men andelen der går til at nedbringe gælden stiger hver måned. Ydelsen forbliver det samme, så længe renten og løbetiden er fast. Det er sådan ydelserne hos Creditstar fungerer.

Ansvarlig långivning

Ansvarlig långivning handler overordnet om, at långivere tager hensyn til låntagerens økonomiske situation og evne til at tilbagebetale kreditten. Det omfatter blandt andet kreditværdighedsvurdering og information om lånets vilkår og omkostninger. 

Betalingsanmærkning

En betalingsanmærkning er en registrering af, at en person ikke har betalt en gæld som aftalt. Dette kan blandt andet have betydning for mulighederne for at få kredit, eller indgå andre former for finansielle aftaler. De store registre i Danmark er RKI og Debitorlisten.

Betalingsevne

Betalingsevne beskriver, om du har økonomisk mulighed for at betale dine udgifter og tilbagebetale et lån som aftalt. Når du ansøger om et lån, bliver dette blandt andet vurderet under et kredittjek (også kaldet en kreditvurdering).

Betalingsplan

En betalingsplan viser, hvornår og hvordan et lån skal betales tilbage. Den kan blandt andet indeholde betalingsdatoer, ydelser, renter og afdrag. 

Hos Creditstar vil du modtage din betalingsplan vedhæftet i en e-mail, når dit lån godkendes. Du vil også kunne finde en oversigt på din Creditstar-konto. 

Betalingsservice

Betalingsservice er en betalingsløsning, der kan bruges til at betale regninger og faste betalinger automatisk fra din bankkonto. 

Hos Creditstar kører betalinger for lån som udgangspunkt som automatisk betaling. 

Billån

Et billån er et lån, der optages med det formål at finansiere køb af en bil. Vilkårene afhænger blandt andet af lånetypen og den konkrete låneaftale, samt långiveren.

Boliglån

Et boliglån er et lån, der bruges til at finansiere køb eller udgifter forbundet med køb af bolig. Boligfinansiering kan blandt andet ske gennem et realkreditlån og/eller et boliglån fra banken. 

Bruttoindkomst

Bruttoindkomst er din indkomst, før skat og andre fradrag er trukket fra. Den kan blandt andet omfatte løn og andre indtægter fra f.eks freelance arbejde. 

Budget

Et budget er en oversigt over dine forventede indtægter og udgifter. Det kan hjælpe dig med at få overblik over, hvor mange penge du har til rådighed hver måned.

CIBOR-renten

CIBOR står for “Copenhagen Interbank Offered Rate”. CIBOR-renten er en referencerente, som sættes dagligt ud fra den rente, som de større banker i Danmark udbyder. Den bruges netop som reference til at fastsætte rentesatsen på bl.a. realkreditlån, boliglån og erhvervslån.

Debitor

En debitor er en person eller virksomhed, der skylder penge til en anden part. Hvis du optager et lån, vil du blive betegnet som debitor, mens långiveren kaldes kreditor.

Debitorrente

Debitorrenten er den rente, du betaler på et lån, og som bruges til at beregne renteudgifterne på kreditten. Den omfatter ikke alle omkostninger ved lånet, som eksempelvis gebyrer. Hvis du vil have det fulde overblik over “prisen” for et lån, skal du se på ÅOP.

Debitorlisten

Debitorlisten er et register over registrerede “dårlige betalere”, hvilket er personer, som f.eks. ikke har betalt lån eller regninger til tiden. Virksomheder kan bruge registret til at tjekke for betalingsanmærkninger i forbindelse med kreditvurdering. Registret drives af Collectia. 

Effektiv rente

“Effektiv rente” bliver ofte brugt som et synonym for debitorrenten. Det vil sige, at det er den rene rente, som du betaler for et lån. Den inkluderer derfor ikke gebyrer eller andre omkostninger ved lån. Hvis du vil have det fulde overblik over “prisen” for et lån, skal du se på ÅOP.

Ekstraordinært afdrag

Et ekstraordinært afdrag er en ekstra betaling på dit lån ud over de aftalte ydelser. Det kan reducere restgælden og forkorte lånets løbetid eller reducere de samlede renteudgifter. 

eSkat

eSkat er Skattestyrelsens online selvbetjeningsplatform, som i dag hedder TastSelv. Skattestyrelsen har også eIndkomst, hvor bl.a. myndigheder indberetter oplysninger om løn, pension og offentlige ydelser. Oplysninger herfra kan indgå i en kreditvurdering for lån.

Etableringsgebyr

Et etableringsgebyr er et gebyr, som kan opkræves, når et lån eller en kredit oprettes. Gebyrets størrelse og vilkår skal fremgå tydeligt af låneaftalen, ligesom alle andre gebyrer. 

Fast rente

En fast rente betyder, at rentesatsen er fastsat til en bestemt procent i hele låneperioden. Det betyder, at lige meget hvordan renten falder eller stiger på markedet, ændres renten på lånet ikke. På denne måde er det nemt at beregne de samlede renteudgifter fra start, i modsætning til et lån med variabel rente. Lån hos Creditstar har fast rente og ÅOP for hele låneperioden.

Ferielån

Et ferielån er et lån, der optages for at finansiere udgifter til en ferie eller rejse. Det er ikke en særskilt juridisk lånetype, men derimod en betegnelse for lånets formål.

Finanstilsynet

Finanstilsynet er den danske myndighed, der blandt andet fører tilsyn med finansielle virksomheder og bidrager til at sikre, at reglerne på det finansielle område bliver overholdt. Creditstar er under tilsyn hos Finanstilsynet. Find mere information om Finanstilsynet på deres hjemmeside.

Forbrugslån

Et forbrugslån er et lån, der optages af en forbruger til personlige formål. Det kan eksempelvis bruges til køb, rejser, renovering eller andre private udgifter. 

Forfaldsdato

Forfaldsdatoen er den dato, hvor en betaling senest skal være modtaget. Betaler du efter forfaldsdatoen, kan der efter omstændighederne blive opkrævet renter og/eller gebyrer. 

Hos Creditstar ligger forfaldsdatoen for vores lån i slutningen af hver måned, for at gøre det helt simpelt.

Fortrydelsesret

Ifølge kreditaftaleloven § 19 har forbrugeren ret til at fortryde en kreditaftale inden for 14 kalenderdage. Sådan fortryder du dit lån hos Creditstar.

Friværdi

Friværdi er den del af værdien af en bolig, som ikke er finansieret med lån. Det kan være den del af boligen, som du selv har betalt for, eller den værdi, som boligen er steget med. Den kan beregnes som boligens nuværende værdi minus den gæld, der er knyttet til boligen. 

GDPR

GDPR er EU’s databeskyttelsesforordning, som indeholder regler om behandling og beskyttelse af personoplysninger. Reglerne gælder blandt andet for virksomheder, der behandler kunders personoplysninger. 

Læs om Creditstars håndtering af personoplysninger i vores privatlivspolitik.

Gebyr

Et gebyr er et beløb, som opkræves for en bestemt ydelse eller handling. Ved lån kan der eksempelvis være tale om etableringsgebyrer eller gebyrer i forbindelse med manglende betaling.

Gæld

Gæld er penge, som en person eller virksomhed skylder en anden. Et lån er en form for gæld, som normalt skal tilbagebetales efter de vilkår, der er aftalt. 

Gældsfaktor

Gældsfaktor er et mål for forholdet mellem en persons samlede gæld og personens årlige indkomst. Begrebet bruges blandt andet i forbindelse med vurdering af økonomi og kredit. 

Hovedstol

Hovedstolen er det oprindelige beløb, som man låner. Når du optager et lån på 40.000 kr., vil dette være hovedstolen for dit lån. 

Hurtigt lån

Et “hurtigt lån” er en almindelig betegnelse for lån, hvor ansøgning og behandling kan foregå hurtigt. Det er mere en beskrivelse for ansøgningsprocessen end selve lånetypen.

Indfrielse af lån

Indfrielse af et lån betyder, at den resterende gæld på lånet betales tilbage, så lånet dermed afsluttes. Hvordan indfrielse foregår, kan afhænge af låneaftalen, men lånet vil som udgangspunkt være indfriet, når løbetiden når sin ende. I nogle tilfælde kan der f.eks. være gebyrer forbundet med tidlig indfrielse.

Inkasso

Inkasso refererer til processen for at inddrive ubetalt gæld. I Danmark har vi love, der bestemmer, hvordan en sådan inkassoproces må se ud. Det inkluderer bl.a. rykkerbreve og en inkassovarsel. En sag bliver altså ikke sendt direkte til inkasso, uden varsel. Hvis skyldneren fortsætter med ikke at betale gælden, kan sagen sendes videre til domstolene eller fogedretten.

___

Kassekredit

En kassekredit gør det muligt at hæve et aftalt beløb ud over det, du rent faktisk har stående på din konto. Man kan kalde det en aftalt ramme for overtræk, hvor du har mulighed for at låne op til et bestemt beløb af banken. Normalt betales der kun rente af det beløb, du faktisk trækker. 

Kautionist

En kautionist er en person, der påtager sig at betale en gæld, hvis den oprindelige debitor ikke selv betaler som aftalt. 

Kredit

Kredit betyder, at du kan bruge eller modtage penge nu og betale dem tilbage senere. Et lån og en kassekredit er eksempler på kredit. 

Kreditaftale

En kreditaftale er en aftale indgået mellem to parter angående rådighed af kredit. Dette kan være mellem kreditor og debitor, hvor kreditor låner penge til debitor. Aftalen fastlægger blandt andet lånets størrelse, omkostninger, rente og vilkår for tilbagebetaling. 

Kreditbeløb

Kreditbeløbet er det beløb, som stilles til rådighed for låneren. Det kan eksempelvis være det beløb, du får udbetalt ved et lån. 

Kreditoplysninger

Kreditoplysninger er oplysninger om en persons økonomiske forhold, som kan være relevante under en kreditvurdering. Det kan eksempelvis være oplysninger om indkomst, gæld og betalingshistorik. 

Kreditor

En kreditor er en person eller virksomhed, som har penge til gode hos en anden. Ved et lån er långiveren kreditor, mens låntageren er debitor. 

Kreditvurdering

En kreditvurdering (eller kreditværdighedsvurdering) er en vurdering af en persons økonomiske situation og evne til at tilbagebetale et lån. Vurderingen kan blandt andet tage højde for indkomst, udgifter, gæld og betalingshistorik. I Danmark er kreditvurderingen en lovpligtig del af låneprocessen.

Kreditværdighed

Kreditværdighed beskriver, hvor økonomisk i stand en person er til at tilbagebetale kredit som aftalt. En kreditvurdering undersøger og vurderer en persons kreditværdighed.

Kviklån

Kviklån er en ældre populær betegnelse for en type af lån, som indebar hurtig ansøgning, høj godkendelsesrate, korte løbetider og høje renter. Denne type kviklån er ikke længere lovlig i Danmark, men betegnelsen benyttes stadig nogle steder til at beskrive et lån med hurtig ansøgning og svar. I dag er der grænser for ÅOP, omkostninger, og hvordan lån må markedsføres.

Løbetid

Løbetid er den aftalte periode for, hvor lang tid det vil tage at betale lånet. Løbetiden har også indflydelse på lånets omkostninger: En kortere løbetid resulterer oftest i lavere omkostninger, men en højere månedlig ydelse. En længere løbetid vil have højere omkostninger, men en lavere ydelse.

Låneaftale

En låneaftale er den aftale, der fastlægger vilkårene for et lån mellem låntager og långiver. Den indeholder blandt andet oplysninger om lånebeløb, rente, omkostninger, løbetid og tilbagebetaling. 

Låneberegner

En låneberegner er et værktøj, der kan hjælpe med at danne overblik over et lån, før du starter din ansøgning. Typisk vil du kunne beregne den månedlige ydelse og se renter og ÅOP.

Lånemuligheder

Lånemuligheder er de forskellige muligheder for finansiering, som kan være relevante for en person afhængigt af blandt andet lånebehov, økonomi og formål. Her kan man se på typer af lån, forskellige låneudbydere m.m.

Långiver

En långiver er den person, virksomhed eller institution, der låner penge ud til en låntager. Ved et forbrugslån er långiveren typisk en bank eller en anden godkendt kreditudbyder.

Lån uden sikkerhed

Et lån uden sikkerhed er et lån, hvor du ikke skal stille sikkerhed i eksempelvis en bolig eller bil. Denne type lån er oftest hurtigere at optage, da de ikke kræver vurdering af værdi, men har typisk en højere rente.

Mikrolån

Et mikrolån bruges ofte herhjemme om et lån på et mindre beløb. Der findes ikke nødvendigvis én fast definition af, hvor stort et mikrolån er. Et mikrolån er dog også en bestemt type af lån, der startede i Sydasien for at hjælpe specielt kvinder ud af fattigdom. Du kan læse mere om mikrolån i vores blog.

Misligholdelse

Misligholdelse betyder i bred forstand, at en part ikke overholder en aftale. Ved et lån betyder det ofte, at låneren ikke overholder betalinger, og derfor siger man, at lånet er misligholdt. Når lånet er i misligholdelse, kan man modtage rykkere og senere blive sendt til inkasso.

Morarente

Morarente er rente, der kan opkræves, når en betaling ikke sker til tiden. Typisk tillægges den som en daglig rente, for hver dag betalingen udebliver. 

Månedlig ydelse

Den månedlige ydelse er det beløb, du skal betale af hver måned. Beløbet for den månedlige ydelse afhænger bl.a. af, hvor meget du har lånt og over hvor lang tid, men det afhænger også af typen af lån. Ydelsen kan blandt andet bestå af afdrag, renter og eventuelle gebyrer. 

Nemkonto

En NemKonto er den bankkonto, som offentlige myndigheder bruger til at udbetale penge til dig. Det kan være dagpenge, feriepenge eller penge tilbage i skat. Når du søger lån i Danmark, er det ofte et krav, at du har en NemKonto, eller i hvert fald en dansk bankkonto.

Nettoindkomst

Nettoindkomst er de penge, du har tilbage efter skat. Den viser derfor bedre end bruttoindkomsten, hvor mange penge du faktisk får udbetalt. 

Nominel rente

Den nominelle rente er den aftalte rentesats på et lån, opgjort som en årlig procent. Den tager ikke nødvendigvis højde for andre omkostninger ved lånet. 

Online lån

Et online lån er et lån, hvor hele låneprocessen foregår online. Begrebet beskriver primært måden, lånet søges på og er ikke i sig selv en bestemt lånetype. 

Pant

Pant er en form for sikkerhed, du kan stille for lån, hvor kreditor får rettighed i noget, du ejer; eksempelvis bolig eller bil. Hvis lånet herefter ikke betales som aftalt, kan pantet efter reglerne bruges til at dække gælden. Det kan f.eks. betyde, at banken kan få ejerskab over din bil, hvis det er den, der er sat i pant.

Privatlån

Et privatlån er et lån, der typisk optages af en privatperson til personlige formål. Begrebet bruges ofte om lån uden et bestemt formål, men den konkrete betydning kan variere.

Quicklån

Quicklån henviser typisk til det samme som “kviklån”, eller bruges i nogle tilfælde i stedet for “hurtigt lån.” Under alle omstændigheder refererer quicklån normalt til et lån med en hurtig proces. Du kan læse mere om kviklån i vores blog.

Realkreditlån

Et realkreditlån bruges ofte til køb af bolig og ejendom, men er ikke det samme, som det man kalder et boliglån. Et realkreditlån ydes af realkreditinstitutter mod sikkerhedsstillelse i ejendom.

Rente

Man kan sige, at renten er den pris, du betaler for at låne pengene. Renten angives normalt som en procent, som også vil være tydeligt skildret i låneaftalen sammen med ÅOP.

Rentefradrag

Rentefradrag er et skattefradrag, som man kan få for f.eks. renteudgifter ved lån. Reglerne afhænger blandt andet af typen af renteudgift og din skattemæssige situation. Hos Creditstar rapporterer vi til skat hvert kvartal. 

Restgæld

Restgælden er det beløb, du stadig skylder på dit lån. Hver måned, når du betaler din månedlige ydelse, vil restgælden blive mindre (så længe din ydelse ikke kun er betaling til rente og omkostninger).

Ret til førtidig indfrielse

Retten til førtidig indfrielse betyder, at en forbruger som udgangspunkt kan betale et lån tilbage før den aftalte udløbsdato. Der kan være gebyrer forbundet med dette, hvilket er begrænset til 1 % af det indfriede beløb, eller 0,5 % hvis der er under et år tilbage af lånet.

RKI

RKI (oprindeligt Ribers Kreditinformation) er et register over såkaldt “dårlige betalere”, der har misligholdt gæld. Det vil sige folk, som f.eks. ikke har betalt lån eller regninger til tiden.

En registrering i RKI kan have en negativ betydning for ens økonomi. RKI hører under Experian.

Rykkergebyr

Et rykkergebyr kan opkræves, hvis en betaling ikke modtages til tiden. Der gælder lovmæssige regler for blandt andet beløb og antallet af rykkere, der kan opkræves.

Rådighedsbeløb

Dit rådighedsbeløb er det beløb, du har tilbage, når skat og faste udgifter er betalt. “Faste udgifter” inkluderer hverdagsudgifter som transport og husleje, men også ting som abonnementer, forsikringer og betaling til opsparing. Hvis det er noget du betaler hver måned, er det en fast udgift. Dit rådighedsbeløb udregnes som en del af en kreditvurdering.

Samlede kreditomkostninger

Det er de samlede omkostninger, som du skal betale for lånet ud over selve hovedstolen. Det kan blandt andet omfatte renter og gebyrer, afhængigt af lånets vilkår. 

Samlet tilbagebetaling

Samlet tilbagebetaling er det samlede beløb, du forventes at betale tilbage på et lån, inklusive hovedstolen og omkostninger. 

Tinglysning

Tinglysning er den offentlige registrering af rettigheder over ting som ejendom, bolig og køretøjer. Ved boligfinansiering kan eksempelvis pant i en ejendom blive tinglyst. 

___

Variabel rente

En variabel rente betyder, at renten kan ændre sig i løbet af lånets løbetid. Renteudgiften og eventuelt den månedlige ydelse kan derfor også ændre sig, og blive billigere eller dyrere. 

___

___

Ydelse

En ydelse er det beløb, du skal betale på et lån. Ofte vil det være månedligt, men det afhænger af låneaftalen og lånetypen. En ydelse kan bestå af både afdrag, renter og eventuelle gebyrer. 

___

___

___

ÅOP (Årlige Omkostninger i Procent)

ÅOP står for årlige omkostninger i procent og viser de samlede årlige omkostninger ved et lån udtrykt som en procentdel af kreditbeløbet. ÅOP inkluderer alle kreditomkostninger, inklusiv rente og gebyrer.

ÅOP-loft

ÅOP-loftet er en lovbestemt grænse for, hvor høj ÅOP må være på visse forbrugerkreditter. For lån er ÅOP-loftet 35 %. Få mere info hos Forbrugerombudsmanden.

Om ordbogen

Oplysningerne i Creditstars finansielle ordbog er udarbejdet med udgangspunkt i dansk lovgivning, offentlige myndigheder og relevante finansielle kilder. Hvor det er relevant, linker vi til den oprindelige kilde, så du kan læse mere.

 

Finansielle regler og vilkår kan ændre sig. Vi opdaterer derfor løbende ordbogen, men du bør altid kontrollere de aktuelle vilkår og oplysninger hos den relevante myndighed eller långiver.

Når du har fået overblik over begreberne, kan du bruge Creditstars låneberegner til at se, hvad det hele konkret betyder i kroner og øre for dit lån. Så kan du træffe din beslutning på et informeret grundlag.

Lånebegreber fra overvejelse til afbetaling

Leder du efter begreber til en bestemt situation? Her har vi samlet de vigtigste ord efter, hvor du er i forløbet. Fra du overvejer at låne, til lånet er betalt.

Før du låner

  • Budget
  • Rådighedsbeløb
  • Ansvarlig långivning
  • Betalingsevne

Når du sammenligner lån

  • ÅOP
  • Samlede kreditomkostninger
  • Debitorrente
  • Gebyr
  • Låneberegner
  • Løbetid

Når du ansøger

  • Kreditvurdering
  • Kreditværdighed
  • eSkat
  • Låneaftale
  • Nemkonto

Når du betaler tilbage

  • Månedlig ydelse
  • Afdrag
  • Indfrielse af lån
  • Ekstraordinært afdrag
  • Forfaldsdato

Hvis du ikke kan betale som aftalt

  • Rykkergebyr
  • Morarente
  • Misligholdelse
  • Inkasso
  • RKI
  • Debitorlisten

Hvad er forskellen på…?

Nogle begreber er nemme at forveksle. Selvom de minder om hinanden, er det vigtigt at kende forskellen, så du ved, hvad du siger ja til. 

Debitorrente og ÅOP

Begge angives i procent, og begge kan siges at være en “pris” for dit lån. Så hvad er forskellen? Debitorrenten er den rente, du betaler på det beløb, du låner, og den dækker ikke andre omkostninger. ÅOP viser derimod de samlede årlige omkostninger, altså både renter, gebyrer og andre omkostninger, der hører til dit lån.

 

Renten er relevant at kende, men det er ÅOP, du skal se på, hvis du vil vide, hvad lånet egentlig koster, så du kan sammenligne lån fra forskellige långivere.

Afdrag og ydelse

De to ord bruges tit i flæng, men de betyder ikke det samme. Afdraget er den del af din betaling, der går til at nedbringe selve gælden. Ydelsen er hele det beløb, du betaler, typisk hver måned. Den består af afdrag plus renter og eventuelle gebyrer. 

Kassekredit og forbrugslån

Med en kassekredit indgår du en aftale med banken om en kreditramme, som du kan trække på efter behov og betale tilbage løbende. Dette beløb tillægges ofte din bankkonto, og du betaler normalt kun rente af det beløb, du faktisk har trukket.
Med et forbrugslån låner du et beløb og får det udbetalt på én gang. Renten og tilbagebetalingen fastlægges på forhånd efter beløbets størrelse og lånets løbetid.

RKI og Debitorlisten

Begge er registre over personer og virksomheder, der ikke har betalt deres gæld som aftalt. Virksomheder kan slå op i registrene, når de skal vurdere, om de vil give dig kredit.
Forskellen er, at der er tale om to adskilte registre, og man kan godt være registreret i det ene uden at være det i det andet.

Rykker og inkasso

Inkasso er den proces, hvor gælden inddrives, ofte via et inkassofirma eller en advokat. Før der kan opkræves inkassoomkostninger, skal du have modtaget et skriftligt påkrav med en frist på mindst 10 dage til at betale. 
En rykker er en form for påmindelse, fra dem du skylder penge, hvis du ikke betaler til tiden. Du kan modtage 3 rykkere, hver med et gebyr på 100 kr.  Inkasso er altså ikke det første skridt, men noget, der sker, hvis rykkerne ikke bliver betalt.

Fortrydelsesret og indfrielse

Med fortrydelsesret kan du fortryde en kreditaftale inden for de første 14 kalenderdage. Hvis lånet allerede er udbetalt når du bruger din fortrydelsesret, indebærer dette, at du skal betale det lånte beløb tilbage inklusiv renter for de dage, du har haft rådighed over pengene. Derved bortfalder aftalen.
Indfrielse af lån betyder, at du betaler din gæld tilbage, så lånet afsluttes. Dette kan gøres når som helst i lånets løbetid ved at betale den fulde restgæld samt renter til dato på én gang. Ellers indfries lånet normalt i slutningen af lånets planlagte løbetid.

Kreditvurdering og kreditværdighed

Kreditværdighed er din økonomiske evne til at betale et lån tilbage som aftalt. Kreditvurderingen er den undersøgelse, långiveren laver for at vurdere din kreditværdighed. Her ser långiveren blandt andet på din indkomst, dine udgifter, din gæld og din betalingshistorik.
Man kan sige, at kreditværdigheden er det, der bliver målt, og kreditvurderingen er selve målingen. I Danmark skal långivere lave en kreditvurdering, før de giver dig et lån.

Ofte stillede spørgsmål om finansielle begreber

Når du kender begreberne, er det nemmere at forstå, hvordan et lån hænger sammen. En låneaftale er juridisk bindende over en periode, der kan strække sig fra et par måneder til flere år. Derfor er det vigtigt, at du forstår, hvad den aftale indeholder; hvad lånet koster og hvorfor, samt hvilke rettigheder du har. Det gør det lettere for dig at træffe en god beslutning.

Ordbogen sammenligner ikke lån direkte, men ved at forstå de relevante begreber, vil det være nemmere for dig at vide, hvilke ting der er vigtige at sammenligne. Her bør du specielt se på ÅOP, kreditomkostninger og den månedlige ydelse.

Kreditvurderingen afgør, om du kan få et lån, og hvor meget du kan låne. Långiveren ser blandt andet på din indkomst, dine faste udgifter, din gæld og din betalingshistorik for at vurdere, om du kan betale lånet tilbage. Den beskytter dig mod at låne mere, end din økonomi kan bære.

Faktablad om lån giver dig en oversigt over de vilkår og omkostninger, der er forbundet med lånet. Hos Creditstar kan du finde dette i vores låneberegner. Tilpas lånebeløb og løbetid i beregneren, og klik derefter på “faktablad om lån”. Her vil du se den estimerede debitorrente og ÅOP gældende for den dag. Du kan også se de samlede kreditomkostninger og fulde tilbagebetalingsbeløb samt generelle vilkår og rettigheder.

Du kan ansøge om lån hos Creditstar direkte fra vores hjemmeside. Tilpas dit lån i låneberegneren og klik på “ansøg”. Herefter skal du blot udfylde de nødvendige oplysninger, og efter kreditvurderingen modtager du hurtigt svar på din ansøgning.

Mere i vores hjælpcenter.

Hvis du ikke betaler din ydelse til tiden, vil du modtage en påmindelse pr. mail dagen efter forfaldsdatoen. Hvis du ikke reagerer, vil vi også sende en påmindelse pr. sms. Herefter kan du modtage op til 3 rykkere, hver med 10 dages mellemrum og et gebyr på 100 kr. Derudover vil der også blive tillagt en daglig morarente til din gæld. I denne periode vil vi forsøge at række ud for at løse problemet, men hvis der stadig ikke kommer noget svar, kan sagen overgå til inkasso, og i sidste ende kan du få en betalingsanmærkning i RKI eller Debitorlisten.

Mere information her:

At indfri et lån betyder, at du betaler hele den resterende gæld tilbage, så lånet afsluttes. Det sker automatisk, når løbetiden udløber, men du har som udgangspunkt ret til at indfri dit lån før tid. Så sparer du de renter, der ellers ville være påløbet. Har lånet fast rente, kan långiveren i visse tilfælde kræve en mindre kompensation, som er lovmæssigt begrænset.

Om Creditstar

Vi er en del af Creditstar Group, en veletableret fintechkoncern med over 20 års erfaring inden for forbrugslån. Siden 2006 har vi tilbudt fleksible og tilgængelige finansieringstjenester til over en million kunder. Vores mål er at gøre vores tjenester enkle og gennemsigtige. Vi er tydelige omkring omkostninger – der er ingen skjulte gebyrer. Ansøgningsprocessen er 100 procent digital, så du kan søge om lån, når og hvor det passer dig. Læs mere: Creditstar Group.
Vores finansielle ordbog er en del af vores arbejde med at gøre det lettere at forstå lån, omkostninger og de finansielle begreber, der følger med en låneaftale.
Creditstar er godkendt og under tilsyn hos Finanstilsynet. Læs mere om vores tilgang til ansvarlig långivning og find vores vilkår og politikker her.

Simple lån på dine vilkår

  • Ingen skjulte gebyrer
 
  • Op til 120.000 kr
 
  • Vælg mellem 12–84 måneders afdragsperiode
 
  • Godkendte lån udbetales samme dag